LindFoto.dk - Et godt billede til en god pris. Din fotograf mellem Randers og Viborg - Løser opgaver for private, virksomheder, skoler og institutioner.

Når du gerne vil have et studie med til festen – eller hjem i privaten…

I forbindelse med fotografering til fester – eller hjemme hos private – har jeg mulighed for at medbringe forskellige baggrunde samt studielys.

Til almindelige festbilleder klarer jeg mig med det eksisterende lys, samt min almindelige blitz.
Men vil du gerne have taget “pæne” billeder af fx. brudeparret eller af alle gæster parvis – så kan det være en god idé med rigtigt studielys.

Måske er der en flot baggrund der, hvor vi skal fotografere – og så kan jeg nøjes med at have lys med. Det kan jo være charmerende, at man faktisk kan se, hvor billederne er taget.

Som inspiration finder du nedenfor en række billeder, der alle er taget “on location” med studielys.
På nogle har jeg haft baggrund med, og til andre har vi brugt den der var.
Nederst – kan du se lidt af udstyret.

  
Her blev fotograferet ud af en dør – med lamper stående indenfor


Lys sat op i restaurantens vinkælder


Billeder fra krostuen – i huset hvor festen blev holdt


Lys sat op i hall’en ved et bryllup

 
Her var både lavt til loftet, smalt og svært at komme på afstand
– men noget lykkes alligevel

 
Dog kunne vi ikke få grupperne til at være på baggrunden i fuld figur
– men så blev det færdige billede i stedet uden ben.


Studielys og en rolig baggrund i en gang


Taget på feststedet med studielys og efterfølgende tonet
 


Medbragt papirrulle hængt op på baggrundsstativ i garagen.
Jeg har også en helt hvid og en helt grå papirrulle.

Ovenfor ser du baggrundsstativ og en baggrund fotograferet i mit atelier.
På billedet er det en af stofbaggrundene – men jeg kan også medbringe de papirruller jeg bruger som baggrunde i mit atelier. Jeg har en helt hvid, en helt grå, samt den grå med lidt mønster som du ser – et billede højere oppe.

Så meget fylder studiet
Hvor meget opstillingen fylder – kommer an på, hvor mange der skal med på billederne.

Jo flere der skal med – jo bredere skal baggrunden være – og jo længere skal jeg kunne komme på afstand af de, der fotograferes.
Lamperne placeres typisk så de lyser skråt ind – og skråt ned – på personerne og gør derfor opstillingen bredere end selve baggrunden.

Hvis det er en af papirrullerne, som bruges, så fylder baggrunden godt 3 meter i breden.

En portræt opstilling kræver normalt minimum 2 x 4 meter (men gerne mere) – mens en opstilling til en gruppe på 4-8 personer i fuld figur (eller et brudepar og en stor kjole) minimum kræver 5 x 7 meter (men gerne mere) samt min. 2,5 meter til loftet – men gerne 3 meter.

    

De stof-baggrunde jeg kan have med er grå, sort og hvid samt 2 melerede – en grålig og en brunlig. De 2 melerede kan vendes så det bliver en lysere eller mørkere udgave.
Ovenfor ser du stof-baggrundene som de vil ser ud i hhv. farve og sort/hvid. Baggrundene kan desuden ændre karakter, alt efter, hvor meget lys der lægges på.