skip to Main Content
LindFoto.dk - Et godt billede til en god pris. Din fotograf mellem Randers og Viborg - Løser opgaver for private, virksomheder, skoler og institutioner.

Er ekstra objektiver til mobilen noget værd ?

Har du overvejet om du skal investere i ekstra objektiver til din mobiltelefon ?
Jeg har prøvet dem – og viser her nogle eksempler og giver lidt vejledning – så må du selv vurdere.

Det bedste kamera er det du har med.
Det har du nok hørt før – men det gælder også ekstraudstyr. 
Ekstra objektiver til mobilen er anvendelige – men udfordringen er om du lige har dem i lommen, når de skal bruges. Hvis du vil bruge dem – så find en lille æske de lige kan være i – og hav dem liggende i tasken eller i bilen –  eller i rygsækken, når du er på ferie.

Jeg har testet et billigt sæt med 3 objektiver. Køber du noget bedre, bliver billedkvaliteten det sikkert også, men her har målet primært været at vise dig effekterne.
Sættet indeholder et fiskeøjeobjektiv et vidvinkelobjektiv og et makroobjektiv, samt en clips de skrues på. Clipsen sættes herefter på mobiltelefonen, så det ekstra objektiv sidder oven på telefonenes eget objektiv. Vær opmærksom på om du får det sat lige på.
På dette sæt er fiskeøjeobjektivet og makroobjektivet selvstændige, mens vidvinkelobjektivet skal skrues uden på makroobjektivet for at fungere.

Billedeksempler…

Det vil være forskelligt fra mobil til mobil, hvor meget vidvinkel du har, og hvor meget makro – altså hvor tæt du kan komme på et motiv og stadig stille skarpt.
Effekterne af de løse objektiver vil derfor også være lidt forskellig.

Den største fordel i praksis får du nok af vidvinkelobjektivet, ved indendørs fotografering under snævre forhold – du kan simpelthen få mere med.
Her har jeg stået præcis samme sted og taget de 3 billeder, og billederne taler jo for sig selv.
Bemærk dog de lidt krumme linjer i siden – også på billedet i midten.
(Skarpheden er ikke helt i top – men det kan skyldes min fokusering)

 

Makroobjektivet har også sin berettigelse, hvis du vil helt tæt på.På blomsterbillederne her, er det første billede taget så tæt på som jeg kunne hvor kameraet kunne stille skarpt.
Det næste er så tæt på som jeg kunne med det ekstra makroobjektiv – og det sidste lidt for sjov med fiskeøjeobjektivet.

 

Konklusion…
Jeg var en smule skeptisk – men jeg tror objektiverne kommer til at ligge i bilen, så jeg altid har dem med mig.
Det vil altid give en forringelse af billedkvaliteten, når du sætter noget foran kameraets objektiv, men har du fx ikke mulighed for at komme længere bagud for at få det hele med – så et vidvinkelobjektivet klart en god mulighed.
Vil du fotografere tæt på, så vinder du måske ikke direkte så meget med makroobjektivet – du kunne jo også vælge at beskære billedet bagefter – MEN du får den ekstra effekt, at baggrunden bliver helt uskarp, og dit motiv træder derfor bedre frem. Hvis du har mulighed for manuel blændeindstilling på mobilens kamera, kan du også komme et stykke i forhold til at sløre baggrunden.
Fiskeøjeobjektivet – kan give nogle sjove billeder – men det koster noget på skarpheden.

God fornøjelse med din fotografering.

Back To Top